Biografi

 

HH_lavereopløsning

Som barn og teenager var det en del af min hverdag at lave thailandsk mad. Mine søskende og jeg voksede op på et pensionat i Taarbæk, som mine forældre drev i 30 år. Af ydre var far og mor som nat og dag, far var mørk og sorthåret og havde skæve asiatiske øjne, og mor var lys og blåøjet og havde smukt blondt hår – de kom fra henholdsvis Bangkok og Slagelse.

Far og mor

Vi tre børn faldt mørke ud, og vi fik ikke mors blå øjne. Vi blev pæredanske af sind, men har altid haft smag for det eksotiske køkken, vores far oplærte os i. Det var to kulturer, der mødtes om en fælles opgave, madlavning – og det var naturligt, at vi alle hjalp til med den daglige dont. At pudse de sko, der dagligt stod uden for dørene til pensionærernes værelser, var en af min søsters og mine daglige pligter, og ofte skulle vi stikke af sted til grønthandleren i sidste øjeblik inden lukketid for at hente ekstra persille til middagsmaden. Der var mange forskellige opgaver, og for mig var den bedste tjans at hjælpe til i køkkenet – især når det var thailandsk mad, der stod på menuen.

Patricia_4

Når krydderierne blev hakket, ristet eller stødt, bredte liflige dufte sig, og forventningerne til det kommende måltid steg. Jeg husker tydeligt duftene og lydene af hakken og snitten blandet med min fars kommanderende stemme og pigernes fnisen i det varme køkken. Efterhånden som det rygtedes, at der af og til blev serveret thailandsk mad i Taarbæk, fik vi mere at bestille, og der måtte hjælp til udefra Jeg husker flere af de søde smilende thailandske piger, der kom og gik til hånde de dage, hvor der udelukkende blev serveret thailandsk mad.

Andre dage kunne man risikere at blive sat til at lave bearnaisesovs af 30 æggeblommer, og jeg ved ikke hvor mange pakker smør. Så skulle man stå og piske sovsen jævn og glat og imens bede til at den ikke skilte. Jeg lærte også, hvordan man med tommelfingeren mærker, om bøffen er rød, mellem- eller gennemstegt samt en masse andre nyttige ting. På et tidspunkt, da jeg blev 18 år, var det nok. Jeg havde fået rigeligt af al den gode mad og stak hjemmefra for at spise brune ris og drikke urtete. Jeg fik en uddannelse, der ikke havde med mad at gøre, og siden hen et arbejde og min egen familie.

Efterhånden begyndte jeg dog igen at lave thailandsk mad og nød det. Jeg var blevet ældre og var ikke mere fars pige,der hakkede og snittede de råvarer, som blev stillet foran mig. Jeg begyndte at sætte mig ind i thailandsk madtradition og skrev dét ned, jeg kunne huske hjemmefra. Og når min thailandske kusine kom til byen, bombarderede jeg hende med spørgsmål, mens vi lavede mad i mit køkken. Hun tog bøger og køkkenredskaber med til mig fra Bangkok, og min interesse for det thailandske køkken voksede støt og roligt.

Indimellem spurgte mine venner, om vi skulle lave mad sammen. Det gik så ud på,at jeg skulle demonstrere, hvordan jeg lavede f.eks. grøn karry, og i første halvdel af 1990’erne fandt nogle venner og jeg på at samle et aftenskolehold. På den måde kunne mine venner selv lære at tilberede de liflige thailandske karryretter og meget mere, vi opdagede at det var sjovt at være mange om at tilberede maden. Der kom flere interesserede til og jeg fik efterhånden travlt. Fællesskabet omkring køkkenbordet, de gode samtaler der føres mens der hakkes og snittes passer mig godt, der er meget glæde og engagement forbundet med madlavning og måltider.

HH i BISQUITfabrikken, foto Torsten Graae

Jeg har lige siden undervist i thailandske og andre asiatiske køkkener – både på aftenskoler, på højskoler og i erhvervslivet. Og især i kogeskolen BISQUITfabrikken som ligger i Jægersborggade på Nørrebro.