MSEYER /
Kylling med oliven og citron

Udvalgt og redigeret af Hanne Holm

Foto: Torsten Graae

Aishas marokkanske kyllingeret er frisk og lidt syrlig; de syltede citroner giver retten en helt særlig smag. Den gule safran, de grønne oliven og den friske koriander får kyllingen til at se meget indbydende ud.

Ingredienser

1 lille kylling

Marinade

2 tsk hvidløg, finthakket
1 spsk koriander
2 tsk stødt ingefær
1 knivspids safran eller ¼ tsk safranpulver
1-1½ tsk friskkværnet peber
1½-2 tsk groft havsalt
saft af 1 citron
2 spsk olie

2 store løg, finthakket
150 g grønne oliven uden sten, hele eller i skiver
2 stk. syltede citroner, halveret (fra en halalslagter)

4-5 spsk olivenolie til stegning

TILBEHØR

grønne oliven
brød

TILBEREDNING

Bland marinaden i en skål og smør kyllingen omhyggeligt med den ud- og indvendigt. Lad kyllingen marinere i 10-15 minutter, eller til den er blevet gul.

Opvarm olien i en tykbundet gryde, brun kyllingen på alle sider og brun derefter løgene. Kom vand i gryden, til kyllingen er halvt dækket. Skru ned for blusset, læg låg på og lad retten småkoge i cirka 1 time, eller til kyllingen er gennemstegt. Vend kyllingen to-tre gange undervejs.

Fjern kyllingen fra gryden og hold den varm. Lad sovsen koge ind og kom oliven og syltede citroner i gryden. Smag til med salt og peber.

Anret kyllingen på et fad og hæld sovsen over.

Servér straks sammen med oliven og brød.